LINDA HAR LAVET SIN EGEN PREPPER-LISTE
Vi har haft besøg af Linda Abildgren i podcaststudiet hos Radio Victoria.
Mange kender Linda fra den populære blog ”Blogsbjerg.com” – hvor hun deler sine tanker, erfaringer og oplevelser med omverdenen.
Et af de emner der har været oppe at vende på bloggen, er statens udmeldinger til vi danskere om at ”preppe”.
Det har Linda gjort sig en masse spændende tanker omkring – og det taler vi om i podcasten.
UDDRAG FRA INDLÆGGET PÅ BLOGSBJERG.COM:
Efter at have vendt og drejet det nåede jeg frem til, at det primære problem for mig er, at det bliver for stort og diffust at ‘preppe’, når jeg ikke har gjort mig konkrete overvejelser omkring, HVAD det er, jeg forsøger at preppe til.
For taler vi pandemi, cyberangreb, infrastruktur eller zombier?
Og er vi på fuld udgravet kælder, såsæd og egne høns – eller bare 3 dage uden strøm og internet?
Som altid, når jeg er i tvivl om noget, forsøgte jeg mig med den vidensbaserede tilgang til emnet, og da jeg begyndte at researche, blev jeg anbefalet at anskaffe tørgær, schweizerkniv og sågar en dolk – men hvad er det, vi forestiller os her??
Jeg forvandler mig jo ikke til B.S. Christiansen overnight, fordi Putin trykker på knappen, og risikoen for, at jeg kommer til at skære mine fingre af med en dolk, er væsentligt større, end at jeg får .. hvad? nedlagt kaniner? med den.
Jeg har selvsagt heller ikke prøvet det før. Men jeg har 6 års konkret erfaring i at tænke minimalisme, miljø, økonomi, bevidst forbrug og madspild ind, og den erfaring har jeg prøvet at overføre på hele prepper-konceptet.
Så egentlig er indlægget her bare en systematiseret nedskrivning af de overvejelser, jeg selv har gjort mig – men måske kan det være med til at sætte tanker i gang hos nogle af jer også, så vi ikke, i forsøget på at undgå at blive spist af sultne zombier, ender med at træde den miljømæssige dommedagspedal helt i bund.